Mere eller mindre

Turkmenistan? Siger det dig noget? Nej, vel? Det er en by i Rusland for de fleste og en tidligere sovjetkoloni for resten.

Landet er siden 1985 og indtil for et år siden blevet regeret enevældigt af den bizarre Saparmurat Niyazov der bl.a. gjorde sig kendt for at udstede dekreter om at der skulle bygges et ispalads i Turkmenistans ørken, at mænd ikke måtte bruge make-up og at guldtænder var grimme og derfor forbudte. Niyavoz har forbudt opera og indført sit billede på alle pengesedler i landet. Han har rejst guldbelagte statuer af sig selv over alt og gjort sig selv til et selvstændigt fag på skoleskemaet i landets folkeskoler. For 2 år siden stod hans regering over for en budgetkrise, men Niyazov løste hurtigt problemet ved at lukke alle landets hospitaler på nær hans eget og afskaffe folkepensionen fuldstændigt med en måneds varsel.

For et år siden døede Niyazov og et nyt ansigt fra landets eneste parti, Turkmenistans Demokratiske Parti, trådte til og blev midlertidig præsident. Han udskrev et præsidentvalg med sig selv og fem andre kandidater fra det turmenske demokratiske parti og det valg vandt han.

Den nye præsident er den 50-årige Gurbanguly M. Berdimuhammedov.

Nu hvor der så er gået et år siden magtskiftet, er det på tide at følge op og se hvordan det er gået. Og det er til min store overraskelse tilsynenladende gået ganske godt. En søgning på Google News har afsløret:

• Landets nationalsang spilles ikke længere som optakt og afslutning til TV-avisen og er ikke længere obligatorisk morgensang i skolerne.
• Turkmenistans finansminister samarbejder med eksperter fra FN og IMF omkring tilpasning af den turkmenske valutakurs.
• Berdimuhammedov har kritiseret landets parlament for at opretholde alt for meget “moralsk forældet” lovgivning og opfordrer til en gennemgang af al lovgivning med henblik på at modernisere bl.a. straffeloven for at gøre landet “mere acceptabelt og gennemsigtigt for investorer”.
• Berdimuhammedov har igangsat et omfattende jernbaneprojekt som skal forbinde Turkmenistan med Kazakhstan og Iran.
• Fra 2009 skal Rusland betale markedspris for turkmensk naturgas.
• Landets hovedstad, Ashgabat, skal moderniseres. Bl.a. ønsker Berdimuhammedov de mange tagantenner der sidder på husene og lejligheders altaner fjernet gennem etablering af et antenneforenings-projekt. Derudover skal mange gadelys repareres og affald og cigaretskoder skal fjernes fra gader og stræder.
• Folkepensionen er blevet genindført.
• Turkmenistans regering arbejder på opfattende økonomiske reformer af landets banksektor der siden sovjetunionens fald har været stiv og uigennemskuelig.
• Bilregistrering er blevet forenklet og afgifterne på biler er reduceret.
• Turkmenistans ambassader verden over har fået besked på at markedsføre Turkmenistan som en investeringsmulighed.
• Berdimuhammedov arbejder for at udvikle strande og naturområder ved det caspiske hav som nye turistområder.
• Der kræves ikke længere internt visum for borgere i Turkmenistan for at rejse rundt i landet.
• Der er etableret en politiklagekommission, hvor borgere kan henvende sig hvis de føler sig uretfærdigt behandlet af den udøvende magt.
• Den obligatoriske skolegang er forlænget fra 9 år til 10 år og fremmedsprogsundervisning er blevet genindført.
• Berdimuhammedov har frasagt sig retten til, som præsident, at navngive monumenter, byer, veje og lignende.
• Der er åbnet internetcafeer mange steder i Turkmenistan, angiveligt uden restriktioner eller begrænsninger.
• Man har igangsat byggeri af en række nye hospitaler.
• Fra tidligere dårligt nok at have kommunikeret med sine naboer har Turkmenistan under Berdimuhammedovs ledelse det seneste års tid underskrevet over 50 nye samarbejdsaftaler med lande rundt omkring i verden.

Det lyder næsten som en politisk leder der vil mere end sig selv. Det lyder næsten for godt.

ADVARSEL: Tungt indlæg.

Hvad har den brasilianske supermodel Gisele Bündchen og Kina til fælles? Svaret er at lige for tiden, så stoler ingen af dem på den amerikanske dollar.

Patricia Bündchen, Giseles søster og manager meddelte for nyligt at Gisele foretrækker at blive betalt i euro for hendes arbejde. Samtidigt meddelte den kinesiske centralbank at dollaren står til at miste sin status som verdens førende valuta.

Og hvad kan det betyde når Kina siger sådan noget? Uden Kinas villighed til at købe amerikanske obligationer ville der ikke være nogen forbrugsfest i USA. Indtil videre fortsætter Kina med at købe disse obligationer, men når Kina forudsiger at dollaren ikke fremover vil være den førende valuta, så kan det tolkes som om at Kina vil have nogle af sine mange dollars vekslet til anden valuta, f.eks. euro eller yen. Den kinesiske beholdning af amerikansk valuta nærmer sig 1500 milliarder dollars.

I takt med at Kinas valutareserver vokser og dollaren falder, så stiger Kinas utilfredshed. For en faldende dollar betyder at de enorme valutareserver bliver mindre værd. Og Kina står i et dilemma. Vil Kina sælge ud af de amerikanske reserver for at komme af med risikoen og i stedet for tage euro ind? Eller vil de fortsat tage i mod milliarder af amerikanske dollars hver måned for at holde deres vigtigste kunde oppe. For hvis Kina slår i bordet og siger nej til flere utroværdige dollars, så rammer det Kinas eksport som en boomerang. Og hvis Kina begynder at sælge ud af nogle af sine dollars, så bidrager det til kursfald på dollaren og så bliver resten af Kinas reserver bare mindre værd.

Men hvorfor falder dollaren?
Forklaringen findes hos de amerikanske politikere. USA importerer langt mere end hvad de eksporterer. For 2005 havde USA et underskud på betalingsbalancen på langt over 700 milliarder dollars. 700 milliarder dollars, det er næsten 4000 milliarder kroner. Til sammenligning havde Danmark, da lokummet virkeligt brændte i 1986, et underskud på 36 milliarder. Nu er de 36 milliarder et 20 år gammelt tal, men regner man på det og lægger nogle formodede renter til, så betyder det at amerikanerne har lige knapt dobbelt så stort et underskud på betalingsbalancen pr. indbygger som Danmark havde i 1986.

Hvordan skal USA vende denne trend? Har de overhovedet lyst? Hvis dollaren skal stige, så skal USA til at eksportere en større del af deres produktion og/eller begrænse egen import – så spørgsmålet er om man kan sælge økonomiske stramninger til et kommende præsidentvalg. Er der folkelig og politisk vilje i USA til at takle denne problemstilling – eller vil man fortsat leve et liv på kredit med risiko for en fremtidig økonomisk katastrofe?

USA har en forpligtigelse over for sig selv og over for resten af verden til at få ryddet op i sin usunde økonomi.

I oktober 2001 var dollaren oppe i nærheden af ni kroner. Den 7. november 2007 ramte dollaren en kurs over for kronen på 5,06. Hvornår mon dollaren passerer det psykologiske femtal?

I faget Kulturforståelse i dag skulle forskellige grupper på holdet fremlægge værdier og identitet for de forskellige partier i folketinget. Min gruppe (red: Gry, Niels og Jonas) skulle sælge Det Konservative Folkeparti.

Og da stemmekassen senere blev talt op, så var Det Konservative Folkeparti ekstremt godt repræsenteret. Med 12 af holdets 29 stemmer ville et folketing sammensat af vores hold indbringe Det Konservative Folkeparti 41,3% af stemmerne, eller 74 mandater. Det må varme i Bendt Bendtsens hjerte.

Valgkampen kører for fulde gardiner i denne tid og P3′s Tjenesten har meldt sig på banen med deres bud på en valgsang, nummeret “Vi vil gi’ mer” med musik af Johnny Deluxe. Nummeret kan læses og høres ved at klikke her.

Herlig parodi. Nummeret lukker med ordene:

Vi vil give mere, vi vil give mere.
Mere end en psyko-liberaliiist.
(Anders:) Hvad med dig selv din pamperiiiist.
(Helle:) Vi vil gi’ folket mere friiiii
(i kor) Vi det fede regeringspartiiiii

God fornøjelse.

Valget er skudt i gang og det er fascinerende at se de politiske farvede medier træde i karakter.

Både Berlingske Tidende og Politiken bringer historien om Jørgen Poulsens kandidatur for Ny Alliance, men Politikens artikel fokuserer på at Jørgen Poulsen får løn under den orlov han har taget for at føre valgkamp. Politiken skriver

“…Dermed går en del af Røde Kors’ midler ikke til ofre for katastrofer eller sult, men til et politisk parti…”

Klikker man på artiklen kan man også se et stort billed af en sulten afrikansk kvinde der hungrer efter nødhjælp. Fyha, slemme Ny Alliance.
Berlingske nævner slet ikke lønnen, men spår at Jørgen Poulsen vil have stor appeal hos de kvindelige vælgere. Samme historie, forskellig vinkling.

Jyllandsposten er dog ikke bedre. De bringer Venstres og FOA’s synspunkt om at Thornings forslag om at genåbne trepartsforhandlingerne vil skabe usikkerhed i den offentlige sektor. Samtidig skaber de usikkerhed omkring SF ved at sammenkæde dem med Enhedslisten og Asmaa Abdol Hamid.

Rouletten kører nu – mon den falder ud til fordel for de røde eller de blå?

I 2001 gik den borgerlige regering til valg med blandt andet et skattestop i slikposen. Som aktionær har jeg imidlertidigt erfaret at de ikke har levet op til det løfte. Regeringen har ændret reglerne for aktiebeskatning således at aktier som man har ejet i mere end 3 år ikke længere kan realiseres skattefrit. Siden 1. januar 2006 er kursgevinster og aktieudbytte blevet beskattet med 28% for indkomster under 45.000 kroner og 43% for dem over. Til sammenligning er gennemsnitsbeskatningen på området omkring 10% i EU.

Venstre eller Venstresocialisterne?

Du bestemmer.

I følge radiostationen Democratic Voice of Burma meddeler en kilde fra et lighus i Rangoon at de har modtaget over 200 lig, primært munke, de sidste dage fra militæret og at lignene skal kremeres og bortskaffes så hurtigt som muligt.

Samtidig meddeler den norske journalist Hans-Joachim Schilde at han har snakket med en burmesisk oberst der er flygtet fra militæret efter han nægtede at lade sit regiment skyde på munke i Rangoon.

Burma sidder på 0,7% af verdens naturgasreserver. Reserver som Kina aftager store mængder af fra juntaen. Hvordan kan nogen tro at Kina er “nøglen” til Burma-konflikten? Hvis Kina agiterede for menneskerettigheder og demokrati i Burma, hvordan skal de så forklare indenrigs over for deres egne borgere at demokrati udelukkende er forbeholdt nabolande og ikke Kina?

Og imens diplomaterne skændes, så slagtes burmesere. Velbekomme.

Bush, kan du SÅ sende USS Enterprise på banen!

FN har endnu engang scoret sig rollen som den tandløse tiger efter et hastemøde i går aftes i FN’s sikkerhedsråd.

I rådet har man vedtaget en resolution omkring det burmesiske oprør som har fået kælenavnet Safran Revolutionen. I mens den burmesiske militærjunta slagter munke, arbejdere, studerende og journalister, så sidder man og sipper kaffe i rådet. Her bliver man så enige om at sende en FN repræsentant til Burma for at mægle mellem de demokratiske bevægelser og Burmas militærjunta og der i gennem skabe en “national freds- og forsoningsproces gennem dialog”. Nu venter FN med spænding og imens tusindvis af burmesere bliver tæsket gule og blå i Rangoons gader, så filosoferes der over hvorvidt Burmas generaler mon vil udstede et visum til FN’s udsending…

Det er sørgeligt og krænkende at se folkevalgte statsoverhoveder fra alverdens lande stå og komme med erklæringer og holdninger, uden nogen handling overhovedet. EU og USA har varslet økonomiske sanktioner, men med den minimale samhandel og generalernes apati, så er det som at bruge vandpistoler på en skovbrand.

Når vi er så stolte af vores demokratiske værdisæt her i vesten, så burde vi også være parate til at sætte handling bag vores ord. Hvis vesterlændinge virkelig er demokrater af hjerte og sjæl, så bør vi gribe ind med langt stærkere midler. Hvis det kan sandsynliggøres at Ang San Suu Kyi der vandt det underkendte valg i 1990 vil kunne tiltræde og danne en stabil regering uden en borgerkrig, så skal vesten være parat til at afvæbne juntaen med magt. Her skal ikke skeles til hvor store oliefelter eller hvor mange naturgasreserver Burma besidder.

International passivitet over for Burma skaber ikke et underskud i dollars eller euro, men når vore statsmænd svigter Burma som vi har set indtil videre, så står vi med et etisk og moralsk underskud som ingen økonomiske gevinster kan dække. Alt hvad ondskab behøver for at trives er godhedens passive accept.

Kenji Nagai, japansk freelance journalist. Myrdet den 27. september 2007 i Burmas hovedstad Rangoon. Kenji døde med sit videokamera i hånden, da en af juntaens soldater affyrede en dræbende kugle direkte mod hans hjerte.

… og mine aktier er steget med op til 4% i dag.

Sikke en dejlig dag.

Åhh ja… så skriver vi den 1. august 2007 og de danske soldater har nu efter 4 års engagement forladt det spirende irakiske demokrati. Irakkerne er nemlig blevet så dygtige nu at de selv kan varetage sikkerheden og irakkerne får da også noget af et niveau at leve op til, eftersom Irak på danskernes sidste dag åndede fred og fordragelighed. Bombealarmerne gik kun 3 gange under forsvarsminister Søren Gade’s afslutningsceremoni, så de mange milliarder som Danmark har pumpet i den irakiske besættelse kan man med rette betragte som en heroisk og succesfuld investering der har medvirket til at skabe et bedre, fredeligere og mere velstående Irak.

Irak har jo som bekendt fået sig et demokrati mens Jens’erne i selskab med John’erne har regeret ædelt og nobelt. Det irakiske demokrati er et hit som har produceret en samlingsregering der har samlet sig i en fælles vision om at opdele og plyndre Irak. Der er prominente valglister som Autokratisk Alliance, Kalashnikov Kompagniet, Oliepartiet, Unionen for Sunnidiktatur og Sammenslutningen af Selvmordsbombere.

Jo jo… successen er lige om hjørnet.