En mørk og stormfuld aften i slutningen af 1991 sad jeg alene, 7 år gammel, i mit barndomshjem i en blød lænestol foran stuens fjernsyn. Lyset var dæmpet og de sprøde KiMS chips og den gode varme i stuen dannede rammerne omkring den hyggelige atmosfære, i hvilken jeg lod mig opsluge af Disneys eventyrlige univers.
Pludselig bankede det på døren ind til stuen. Der blev drejet på håndtaget og døren gik. Overrasket fjernede jeg mine øjne fra farvefjernsynet og stirrede på den mørke skikkelse der kom til syne i døråbningen. Han lignede min far. Han så ikke helt rask ud. I mens han desorienteret begyndte at gå mod mig forduftede den Disney-magi som havde fortryllet mig den seneste halve time. Posituren var skæv og bevægelserne stive og ujævne. Han mindede om en zombie. Han gik langsomt og uroligt hen mod mig, tydeligvis utilpas, tydeligvis ubalanceret. Forvirret og usikker kiggede jeg, fra mit frøperspektiv i lænestolen, op på ham. Han lignede ikke sig selv. Hans øjne var flydende og hans luftveje ujævne. Han hostede og bøvsede sporadisk. Langsomt kom han tættere og tættere på min stol. Pludselig løftede han sin højre hånd op mod sin hage, men lod den hurtigt falde igen da hans mave begyndte at pulsere. Han bøjede sig ind over mig og i et snuptag væltede han et halvfordøjet sammensurium af aftensmad og spiritus ud over mig. Opkastet blev hurtigt opfulgt med flere mindre udbrud fra hans pulserende mavesæk. Oppustet og med øjnene knebet sammen drattede min far herefter om og landede på gulvtæppet ved siden af min stol.
I et rask tempo kom min mor løbende fra køkkenet. “Lars, altså, du bliver nødt at holde igen til de julefrokoster” sagde hun, mens hun kæmpede med at mosle ham ud på badeværelset.
Tilbage sad jeg, i den gode stol.
