Eftertanke

England – hvad for et land?

Posted by Niels Buus on april 04, 2009
Eftertanke, Hahaha, Jamren, Politik, Skamløs promotion / 2 Comments

Hver evigt eneste dag fortaler tusindvis af uvidende danskere sig. De misbruger egennavnet England. De refererer til den engelske dronning, engelsk lov eller måske deres ferie sidste år hvor de tog fra Frankrig og videre til England. Måske siger de at vi skylder England meget fordi Montgomery kom os til undsætning ved udgangen af 2. verdenskrig og dermed sikrede at Danmark ikke blev en sovjetstat. Men faktum er at de mener noget helt andet end det de siger og det de siger er helt forkert. Lad mig derfor slå fast at der eksisterer ikke noget land på verdensatlasset der hedder England og det har der ikke gjort siden 1707.

I 1707 vedtog Skotland og England med loven “Act of Union” at danne Kongeriget Storbritannien og i året 1800 annekserede Storbritannien nabolandet Irland for at danne Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland. Nu var 3 lande altså blevet til 1 forenet land – med 3 delstater. Efter adskillige oprørsbevægelser igennem 1800-tallet, slap Irland dog fri fra Londons jerngreb og i 1922 løsrev det meste af øen sig og hermed skiftede unionen navn til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

I 1955 fik Wales, et stort område i det vestlige England, øget autonomi ved at blive anerkendt som en delstat og ikke bare en håndfuld engelske amter.

storbritannien

Derfor består Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland i dag af 4 delstater: England, Wales, Skotland og Nordirland. I daglig tale kaldes dette land for Storbritannien.

Det er vigtigt at forstå at England i juridisk forstand ikke er noget land. England har ingen statsminister, ingen udenrigsminister og England er ikke anerkendt af FN. Tager man til OL eller Det Europæiske Melodi Grandprix, så vil man se at deltagerne kommer fra the United Kingdom (of Great Britain & Northern Ireland) og ikke England. Dronning Elisabeth er dronning af Storbritannien og Gordon Brown er premierminister i Storbritannien. Storbritanniens parlament er unitært og det betyder at det principielt til enhver tid suverænt kan bestemme hvor mange delstater, amter og kommuner Storbritannien skal bestå af og hvilke beføjelser delstater, amter og kommuner skal have uddelegeret. England er altså en del af Storbritannien og ikke noget selvstændigt land.

Selvom en stor del af Storbritanniens areal og befolkning er engelsk, så er det nu engang faktuelt forkert at sætte lighedstegn mellem dem. Jylland er jo heller ikke Danmark og Rusland er ikke Sovjetunionen.

Kig grundigt på disse to flag:

englandflag scotlandflag

Flaget til venstre er det oprindelige engelske flag – St. George’s Cross. Flaget til højre er Skotlands flag St. Andrew’s Cross. Hvis man tager Skotlands flag, gør den blå farve lidt mørke og herefter lægger det røde kors fra Englands flag oven på, så får man dette her:

ukflag

Union Jack – det officielle flag for Storbritannien. Den røde streg i det skotske kors kommer fra St. Patrick’s Cross, et gammelt irsk flag.

Husk derfor: Hvis du henviser til landet og ikke delstaten, så hedder det Storbritannien og ikke England og adjektivet hedder britisk og ikke engelsk.

Nu ved du det. Husk det så.

Det er ikke noget personligt

Posted by Niels Buus on august 16, 2008
Eftertanke / No Comments

Jeg har lige taget en personlighedstest på nettet og i konklusionen står der at et velegnet karrierevalg for mig kunne være lejemorder, så det vil jeg tænke videre over.

Hvis du selv vil vide hvem et computerprogram tror du er, så klik ind på denne side og svar på 41 spørgsmål:

http://www.41q.com

Falskmøntere med humor

Posted by Niels Buus on juli 23, 2008
Eftertanke, Hahaha / No Comments

I følge DR Nyheder, så er New Zealand blevet udsat for en noget usædvanlig form for falskmøntneri. I New Zealand som er medlem af det britisk ledte Commonwealth har uopmærksomme butikker i og omkring hovedstaden Auckland modtaget falske pengesedler hvor motivet med den britiske dronning Elisabeth er udskiftet med et får.

Bemærk den sorte oval i højre side – der er et skiftebillede af Dronning Elisabeth.

Men ikke på de falske sedler…

Gerningsmændene er stadig på fri fod.

Lønfest i Zimbabwe

Posted by Niels Buus on juli 01, 2008
Eftertanke, Konflikter, Politik / No Comments

Mens strejkerne herhjemme ikke gav de store lønstigninger, så er arbejdsmarkedet i Zimbabwe et rent slaraffenland. Selvom arbejdsløsheden er tårnhøj og fagbevægelsen er ikke-eksisterende, så har økonomien kronede dage…. Det kan man se på de sedler der er i omløb.

En kvart milliard dollars

Mon ikke de har fået afskaffet deres 25-øre for længst… :o )

Senen er Din!

Posted by Niels Buus on juni 02, 2008
Eftertanke, Fagre nye verden, Jamren / No Comments

I løbet af juli sender den tyske tv-kanal RTL mini-serien “Af gammelt laver man nyt”. I denne vil den danske skuespiller Gitte Nielsen medvirke. For rullende kameraer vil Gitte Nielsen få foretaget blandt andet en ansigtsløftning, et øjenløft, indsprøjtninger i ansigtet med eget fedt, fedtsugning og bryststramning.

Skuespilleren siger hun ønsker at bryde det tabubelagte område som skønhedsoperationer angiveligvis er. Hun mener at den almene befolkning bedrages når de ser Hollywoods kvinder i 40′erne og 50′erne og tror at sund kost og god makeup er alt hvad det kræver. Hun mener at plastikkirurgi skal afmystifiseres og normaliseres så plastiknæse bliver lige så almindeligt som en klipning eller en manicure.

Med andre ord, så snart man passerer de 40 år, så skal man hade sin krop og bruge pensionsopsparingen på ballonlæber og dådyrøjne…

Af andre nyheder kan det nævnes at Brasilien har opdaget en skjult indianerstamme i Amazonejunglen. Denne stamme lever primitivt og har aldrig været i kontakt med den moderne verden.

Og det kan man så misunde den.

Livet er ikke det værste man har og om lidt er undertrykket klar

Posted by Niels Buus on maj 29, 2008
Eftertanke / No Comments

Ekstra Bladet (Du ved, det sensationsprægede sladdermedie) fortæller i dag om en forenet statist som er død, 60 år gammel. De 57 af de 60 år har hun tilbragt i en såkaldt jernlunge. Det lyder ubehageligt, altså ordet jernlunge (man tænker stenlunger?!), men det skulle fungere ganske godt.

En jernlunge er en rørformet lufttæt kabine i hvilken der er plads til en person med åndedrætsbesvær. Der er et mindre hul i den ene ende af røret hvor personen kan stikke hovedet igennem. Ved hjælp af en præstekragelignende gummiskive omkring halsen på personen, så sluttes kabinen helt tæt og nu kommer den teknologiske genistreg. Kabinen er udstyret med en trykregulator som skiftevis skaber over- og undertryk, således at personens bryst hæves og sænkes uden at patienten behøver gøre sig nogle anstrengelser.

Jernlunge

Nuvel, den afdøde kvinde blev ramt af Polio (børnelammelse) som 3-årig og måtte derfor placeres i sådan en jernlunge for at komme sig over det. Hvor patienterne med åndedrætsbesvær typisk genvinder styrken i brystet, så lykkedes det aldrig for Dianne Odell at trække vejret selv, så hun måtte blive liggende…. i 57 år.

I den tid har hun alligevel taget en gymnasiel uddannelse, en universitetsgrad og skrevet børnebøger. Hendes familie og venner har været omkring hende gennem hele hendes liv og hun mener selv at hun har haft et liv fyldt med kærlighed, tro og glæde. “Livet er hvad du gør det til” var hendes filosofi og hun ønskede ikke at spilde hvad hun anså som dyrebart, uanset hvor begrænset hendes muligheder for at leve det så var.

Men i går blev hendes hjemby Jackson i staten Tennessee ramt af et strømsvigt og af ukendte årsager virkede nødgeneratoren ikke. Jernlungen gik ud og med den, Diannes  vejrtrækning. Hun døde, 60 år gammel.

Nogle mennesker kæmper utrætteligt trods ekstreme handicaps for at nyde den tid de har på jorden, mens andre, trods et upåklageligt fysisk helbred, smutter før tid.

Som Dianne Odell sagde “Livet er hvad du gør det til.”

Kilde: ekstrabladet.dk