Bumser får man ind i mellem. Det kan være kinden. På skulderen. På røven (av). På lårerne (av-av). Men i dag har jeg opdaget en bums på mig et sted jeg aldrig før har set. På øjenlåget og lige ved grænselandet der hvor øjenvippebæltet vokser. En lille lysgul ujævn samling fedtet snavs som svæver en millimeter eller mindre over mit øjeæble. Jeg opdagede den da jeg kiggede mig i spejlet. Fascinerende og irriterende på én og samme tid. Forundringen blev aftaget af en ny følelse. En forsvarsmekanisme, en krigserklæring mod den uvelkomne lille klat.
Jeg ville ikke skåne den. Den skulle ikke tro den kunne komme her og besætte mit smukke øjenlåg som en anden israeler. Jeg begyndte straks at spekulere i hvordan denne bums skulle ende sit umådeligt korte og ubetydelige liv. Skulle den dø af bumsealderdom eller skulle den erklæres lovløs? Først forsøgte jeg forskellige manøvrer med mine negle. Hvad kunne gøres? Det var svært at presse uden at trykke mit højre øje ind. Frustrationen voksede. Den havde tydeligvis placeret sig strategisk klogt og gjort min synssans til en slags menneskeskjold.
Der måtte skrappere midler i brug. Jeg fandt min pincet. Forsigtigt men sikkert fik jeg positioneret den nådesløse spejlblanke pincet, så den svulmende lille bums stod mellem to jernmurer der om et øjeblik ville mødes og tilintetgøre bumsen i et knusende sammenstød.
Jeg trykkede. Det var ikke hårdt nok. Jeg lod pege- og tommelfingren snige sig op af pincetten så jeg kom tættere på kollisionspunktet. Nu spændte jeg fingrene og presset voksede på den lille BZ’er. Der var nu ingen vej uden om. Den kunne ikke håndtere trykket og den spændte hudmembran der afskærmede bumsen fra luften bristede nu og den tyndtflydende substans var nu blottet for verden udenfor min krop. Hjælpeløs lå den der på øjenlåget som en vandmand der er skyldet op på stranden.
Jeg tog en serviet og tørrede den afdøde plageånd af. Herefter blev der duppet med vand, så det hele kom væk.
Jeg kunne nu se mig i spejlet og trække på smilebåndet velvidende at jeg sejrede fuldkommen over den lille ildesete pestillens.
Sådan.
